Min mors stress sygdom, og hvordan den har påvirket mig i livet

Min mor lider af stress. Altså hun arbejder ikke for meget nu, men vis hun gjorde ville hun få det meget dårligt. Hun har haft den sygdom hele mit liv, og det har haft en indflydelse på mig. Jeg er blevet en meget følsom person, som nemt bliver påvirket af stemninger, fx. film, musik, og en dårlig tone blandt mennesker. Det har jeg kæmpet med en del gennem hele mit liv, men nu bliver det bedre, fordi jeg føler mig ret tryg i min nye klasse. Her i teksten fortæller jeg om min mors stress-forløb, og hvordan det har påvirket mig gennem tiden.

Da jeg var lille var min mor ofte meget utilpas, fordi hun ikke kunne sove. Da jeg spurgte om hvorfor, fik jeg altid et svar tilbage: fordi mor er syg. Mor... Er syg... Hvorfor skal hun være syg, hvordan er det sket? Mit lille barnehoved kunne ikke forstå noget. Hvorfor mor? Jeg kunne hele tiden mærke når mor ikke havde det godt... Når mor var utilpas eller stresset, ville jeg græde. Fordi jeg kunne mærke at min mor ikke havde det godt, og derfor blev jeg meget utryg. Jeg kunne mærke at noget var galt. Så når noget er galt, især med min mor, så reagerer jeg meget stærkt, og bliver meget ked af det eller sur.

Og det var svært. For der er da ikke nogen der gider at lege med en der græder hele tiden, eller hele tiden bliver sur. Jeg ville ofte prøve at bestemme alt, og ikke ligefrem være særlig sød over for nogen. Det blev især rigtig slemt med alting, da en rotte flyttede ind i vores lejlighed, og vi blev nød til at flytte ind i min døde oldefars hus, langt langt væk fra alting. Der var bare så meget tumult, og det var så forvirrende at blive revet væk fra sit hjem. Heldigvis kom rotten ud af lejligheden, og vi flyttede tilbage til vores trygge lejlighed i København. 

Men så blev jeg stor, og det var tid til at komme i skole. Det med min følsomhed og utryghed blev ikke bedre i skolen. Nej nej, slet ikke. For nu kunne børnene alle mulige ord om at græde. 'Tudefjæs' var nok det jeg var kaldt mest. Jeg blev bare så bange for at blive forladt eller uønsket. Vi havde også en lærer, som vist ikke rigtig var pædagog, da han råbte af os og rakte fuck-fingeren til os. Han blev altid helt rød i hovedet. Det var ikke ligefrem det bedste skoleliv jeg havde.

Men jeg mødte en ældre pige der hed Aia, som jeg tror det har været noget som virkelig har hjulpet mig. Vi tegnede fantasi lege, og lavede vores egen verden. Hun var bare den der mega store søde pige, som jeg bare virkelig godt kunne lide. Hun gik i tredje klasse og jeg gik i nulte. Hun var bare sådan lidt storesøster agtig for mig og jeg var bare så glad. Det samme var med en anden dreng i hendes klasse der hed Viggo. Da jeg begyndte i første klasse var Aia sammen med nogle piger der var mindre end mig, og så mødte jeg Viggo.

Han var ligesom Aia, en som bare kunne forestille sig alting. Vi tegnede, og samlede en slags klub, hvor alle bare var med. Alle de følsomme, som havde en fantasi på størrelse med en blåhval. Det var selfølgelig sådan en leg med at vi var katte lignednde fantasi dyr, som vi tegnede og så noget med elementerne eller noget. Det tror jeg ikke ville have sket hvis ikke vi alle havde været så følsomme. Eller hvad man nu kalder det. Vi var i hvert fald anderledes. For der bare er ved at være følsom er, at man kan blive påvirket af så mange stemninger, og kan forestille sig alting. Det er faktisk ret svært at forklare, men det var helt fantastisk. Især sammen med dem.

I min egen klasse var der også nogen søde piger. De hed Karla. Polly, Frida Mei, og Ida. I starten var jeg måske ikke så meget en del af 'gruppen' men langsomt blev jeg mere og mere indblandet, og i cirka tredje-fjerde klasse var vi bare mega gode venner. Vi sad sammen til frokost, og den dag jeg skiftede skole græd de, og var så kede af det. Jeg følte mig bare så elsket, og elskede dem alle sammen så meget. Vi ser stadig hindanen idag, og de lytter bare, og jeg bliver altid glad med dem, altså de er jo bare de bedste. De kan lide mig som jeg er, og det har gjordt at jeg er mere tryg i min hverdag. Jeg har selfølgelig stadig problemer, jeg kan ikke tåle at blive efterladt, især ikke af min mor, og når jeg cykler hjem kan jeg ikke lide at der er stille, så jeg synger altid. Men jeg har det fanastisk i forhold til min fortid.

Jeg gad godt at vide hvilken person jeg havde været i dag, hvis min mor ikke havde været syg... Helt ærligt så tror jeg faktisk jeg havde været ret kedelig, hvis jeg ikke havde fået lidt modstand i livet. Og hvad hvis jeg ikke havde haft de dejlige mennesker omkring mig som hjalp mig med at få det bedre? Det kan man aldrig vide. Men jeg havde ikke været den person jeg er i dag, hvis ikke min mor havde været syg.